Gjerskov: Dyrk endelig pil - bare ikke langs vandløb
Maskinbladet, tirsdag den 25. april
Det er grimt og kræver en helt anden landbrugspraksis, hvis landmænd skal dyrke energipil langs vandløbene, mener fødevareminister Mette Gjerskov (S)
Udmeldingen kommer fire måneder før der skal etableres ti meter brede bræmmer langs 25.000 kilometer danske vandløb. Tidligere i år forbød ministeren flerårige afgrøder i randzonerne, fordi hun vil sikre, at de bliver "rene dyrkningsfrie zoner". Forbuddet kom på trods af advarsler fra forskere fra Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) og Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF), der pegede på, at bræmmerne kun vil forhindre betydelige mængder fosfor i at ende i vandløbene, hvis der gror træer i områderne. Men ministeren vil ikke have et tæt krat af energipil langs vandløbene. - Der er hverken kønt eller en fordel for fuglene, som jeg forstår ornitologerne, siger Mette Gjerskov. Hun understreger dog, at hun ikke ønsker, at landmænd holder op med at dyrke energipil som brændstof i kraftvarmeværker eller biogasanlæg. - Jeg er stærkt optaget af at få landmændene til at dyrke energipil. Derfor har jeg for nylig hævet støtten til landmænd, der dyrker energiafgrøder. Men de skal ikke dyrkes langs vandløbene, fordi de er udlagt som dyrkningsfri zoner. Landbruget har i øvrigt selv sagt, at det er besværligt og urentabelt at dyrke energiafgrøder i randzonen, siger Mette Gjerskov, der i øvrigt påpeger, at urter og græsser i randzonen også holder på fosforen, selv om det ikke er i samme grad som træer.
|
|
|