Teknologi
Projekt(er) der omhandler separering/forbehandling af biomasser, konverteringer og luftkvalitet/emissioner
Projekttitel: Center for lugt og lugtreduktionsteknologi
Temaleder: Jacob Mogensen, Agro Business Park
Ansvarlig organisation: Science and Technology, Aarhus Universitet
Projektleder: Anders Peter Adamsen, Aarhus Universitet, Anders.Adamsen@agrsci.dk
Lugt måles i dag ved brug af lugtpaneler hvor luftprøver opsamles i specielle poser og fragtes til et lugtlaboratorium. Her fortyndes prøven og præsenteres for et panel der vurderer lugten. Metoden kaldes dynamisk olfaktometri og er beskrevet i EN 13725. Der er en række krav til panellisterne, sammensætning af panel, brug af materialer, og hvordan den fortyndede prøve skal præsenteres for panellisterne.
Desværre sker der ofte et tab af lugtstoffer i poserne inden de når frem til lugtpanelet. Tabet kan for typiske lugtstoffer fra husdyrproduktion være langt over 50 procent og for et kraftigt lugtstof som skatol over 95 procent. Sker dette henfald eller tab uens for de enkelte lugtstoffer, så prøven ikke længere er repræsentativ for det oprindelige lugtbillede, er det vanskeligt at bruge lugtpanelbestemmelse til at vurdere lugtreduktionsteknologi.
Projektets overordnede formål er:
- optimering af analytiske metoder til måling af lugtstoffer og andre flygtige forbindelser
- optimering og validering af lugtteknologi
Projekttitel: Energiproduktion på basis af restprodukter fra levnedsmiddelindustrien
Temaleder: Jacob Mogensen, Agro Business Park
Ansvarlig organisation: Agro Business Park
Projektleder: Knud Tybirk, Agro Business Park, kt@agropark.dk
Kartoflen forventes i fremtiden at kunne komme til at spille en afgørende rolle i Danmark for produktion af grøn energi – herunder produktion af biogas og bioethanol. Indenfor behandling af industriprocesvand anvendes såkaldte hurtige reaktorer herunder UASB-anlæg (upflow- anaerobic-sludge-blanket /granulatæppe) o.l. Hermed vil opholdstiden blive lavere end traditionel biogas og ned til ca. 24 timer eller mindre afhængig af produktets sammensætning og dermed billigere i investering.
Projektets overordnede mål er at bidrage til at skabe erhvervsudvikling og innovation gennem en optimering af udnyttelsen af restprodukter fra fødevareindustrien, så der skabes bioenergi og bæredygtige løsninger for samfundet.
Det konkrete mål er at lave udredninger, forundersøgelser og pilotforsøg med henblik på at etablere et egentligt fuld-skala demonstrationsanlæg, der kan udnytte energipotentialet i restprodukter fra kartoffelmelsproduktion og afsætte dette til lokal kraftvarmeproduktion eller til naturgasnettet.
Herforuden gennemføres generelle aktiviteter indenfor temaet teknologi.

|