Dansk English
Biomasse
Processer
Brændsler
Markedsmuligheder
Teknologi
Øvrige emner
Inbiom publikationer
Finanseringsmuligheder
Lovgivning
Ordforklaringer

Du er her: Home Viden Ordforklaringer

Ordforklaringer


Her findes en alfabetisk liste over ord og begreber omkring Bioenergi og Miljøteknologi. Listen er ikke udtømmende.

 

Ammoniakstripning. Ved opvarmning af gylle vil ammoniakken relativt hurtigt fordampe. Dampen kan derefter "vaskes" med vand eller - mere effektivt - med syre, hvorved ammoniakken opfanges. Herved fremkommer en koncentreret kvælstoffraktion.

 

Anaerob udrådning er nedbrydning af slam, gylle eller affaldsprodukter uden ilt. Omsætter en del af det organiske tørstof til biogas

Termofil drift (55 grader C)

Mesofil drift (30-45 grader C)

 

Bioethanol er sprit dannet ud fra biomasse til brug som biobrændstof i motorer. Ofte er bioethanol lavet af fødevarer, ved en forgæring af sukker, majs eller korn.

 

2. generations bioethanol produceres af restprodukter; f.eks. halm, træspåner eller majsstængler. Det er en mere kompliceret proces, der kræver tilsætning af enzymer mv. og endnu vanskelig at kommercialisere.

Biodiesel er fedtsyremethylestre (FAME) dannet ved en reaktion mellem en alkohol og olier/fedtstoffer af vegetabilsk eller animalsk oprindelse. Biodiesel kan anvendes dels som brændstof i dieselmotorer, og dels som biofyringsolie. Den europæiske dieselnorm EN 590 tillader generelt iblanding af op til 5 % biodiesel.

 

Biogas består hovedsageligt af methan (CH4) og dannes ved nedbrydning af dyregødning og andet organisk affald fra industri eller husholdninger i iltfrie tanke. Biogas kendes naturligt fra moser, hvor der kan dannes sumpgas. Biogas kan bruges direkte i en motor til at producere varme og el eller oprenses og sendes ud i naturgasnettet.

 

Biomasse er den fælles betegnelse for al det organiske stof, som dannes ved planternes fotosyntese med solen som energikilde. Biomasse i form af træ var menneskets oprindelige energikilde til lys, varme og madlavning, og biomasse er stadig den mest betydningsfulde form for vedvarende energi. Biomasse kan inddeles i oprindelse: fra skovbruget, fra landbruget, fra havet, fra industrien, fra affald mv.
Brint er et af de få brændstoffer der har højere brændværdi end olie og benzin og kan bruges i brændselsceller til at lave strøm.

 

Cellulose eller papirmasse er en lang kæde af glukose-molekyler med følgende kemiske formel: (C6H10O5)n. Det er ét af de mest almindeligt forekommende organiske stoffer i naturen. Cellevæggene i planter, som f.eks. træer, græs, papyrus, bomuld og halm, består mest af cellulose.

 

DME - DiMethyl Ester er den simpleste æter der findes. Først indenfor det seneste årti er det blevet klart, at DME kan anvendes som brændstof i dieselbiler. DME produceres i dag primært ud fra naturgas, men vil også kunne produceres ud fra biogas fra f.eks. affald og træ.

 

Fermentering betyder egentlig gæring og er en kemisk proces, som katalyseres af eller foregår pga. mikroorganismer og deres enzymer . Gærsvampes anaerobe gæring/alkoholfermentering er et godt eksempel. Her nedbryder de sukker (saccharose) til ethanol og kuldioxid.

 

Flydende biobrændstoffer er ethanol- og dieselprodukter eller biogas under tryk skabt på basis af biomasse

 

Forbehandling kan være trykkogning eller øget pH. Forøger tilgængeligheden til sukkerpolymere (cellulose og hemicellulose) ved at bryde lignincellulose-hemicellulose forbindelsen. Derefter kan enzymer nedbryde sukkerpolymerer til sukker og videre til biogas. Forbehandling øger gasudbyttet i biogasanlæg eller ethanoludbyttet ved fermentering.

 

Forsuring sænker pH værdien af fx gylle, så ammoniakken, der potentielt kan fordampe, vil omdannes til ammonium, der forbliver i gyllen og fungerer som gødning for planter

 

Gylleseparering er defineret som en teknisk forarbejdning af gylle, der skaber produkter - også kaldet fraktioner - der er forskellige fra gyllen med hensyn til tørstofindhold, sammensætning og koncentration af næringsstoffer. Der findes en række teknologier og principper på markedet

 

Højteknologisk separering: Ved et højteknologisk anlæg forstås et anlæg, hvor:

  1. de næringsstofrige fraktioner (koncentraterne) tilsammen skal indeholde mere end 70 pct. af gyllens kvælstof og mere end 70 pct. af gyllens fosfor, og
  2. disse fraktioner (koncentraterne) har en gennemsnitlig koncentration, mængdevægtet af kvælstof og fosfor, der for både kvælstof og fosfor er mindst 2,5 gange højere end koncentrationen i den ubehandlede gylle

Lavteknologisk separering: Ved et lavteknologisk anlæg forstås et anlæg, hvor:

  1. de næringsstofrige fraktioner (koncentraterne) tilsammen skal indeholde mere end 20 pct. af gyllens kvælstof og mere end 60 pct. af gyllens fosfor, og
  2. disse fraktioner (koncentraterne) har en gennemsnitlig koncentration, mængdevægtet af kvælstof og fosfor, der for både kvælstof og fosfor er mindst 1,5 gange højere end koncentrationen i den ubehandlede gylle

Hydrolyse I det første trin i en anaerob nedbrydning hydrolyseres kulhydrater, proteiner og fedstof til hhv. sukker, aminosyrer, langkædede fede syrer. Forskellige grupper af bakterier udskiller proteiner, der får hydrolysen til at forløbe. Proteiner omdannes til deres grundbyggesten, aminosyrer, af de proteolystiske bakterier, der producerer enzymet protease. Hydrolyse kan være termisk eller enzymatisk.

 

Katalytisk de-polymerisation er en proces til at skabe diesel ud af forskellige affaldsprodukter, fx halm, husholdningsaffald, plast eller gyllefibre.

 

Lignin eller træstof er et stort og uhyre komplekst makromolekyle som er meget svært at nedbryde. Stoffet er en vigtig bestanddel af alt ved, hvor det fungerer som fyldstof og afstivning i døde celler. Kræver en del energi og enzymer at bryde i stykker til fx bioethanol.

 

MTBE - Methyl tert-butyl ether er et tilsætningsstof til benzin som har erstattet blytilsætning.

 

Næringsstoffer fra biomasse, der omdannes til energi, er et 'restprodukt', som kan være starte til ny produktion af biomasse I land eller skovbrug. Det er især Kvælstof (N), fosfor (P) og Kalium (K), og der arbejdes på at kunne skille disse fraktioner ad og sammensætte 'designer gødninger', der passer til landbrugets behov.

 

Olieholdige afgrøder er en fællesbetegnelse fra frø fra en række planter som kan anvendes til at udvinde biodiesel, fx raps, soja, oliepalme, Jatropha osv.

 

Omvendt osmose: Ved omvendt osmose anvendes membraner (filtre med meget små huller), hvor helt små molekyler som vand kan trænge igennem, mens større molekyler ikke kan. Hvis man derfor sætter gyllevæske* under tryk på den ene side af en sådan membran, vil man kunne presse (næsten) rent vand igennem membranen

 

Pyrolyse er en kemisk spaltning af et materiale ved hjælp af varme ( ild ), uden tilførsel af ilt

 

Recirkulering er genbrug af ressourcer, fx næringsstofferne.

 

Reaktortanken er en helt lukket og isoleret beholder af stål eller beton, som er hjertet i et biogasanlæg. Her omdannes biomassen til gas, ofte under omrøring. Øverst er en overtryksventil så reaktoren ikke kan eksplodere.

 

Stirling motor er en varmluftsmotor med ekstern forbrændingsstempel som kan producere både el og varme af biomasse, fx flis. En stirling-motor omdanner varmeforskelle til mekanisk energi. Den virker ved det simple faktum, at varm luft udvider sig, og kold luft trækker sig sammen. Det udnyttes i et lukket system, hvor den samme luft pumpes frem og tilbage mellem en kold og en varm motordel. Undervejs drives nogle stempler og en krumtapaksel, som igen driver en el-generator.

 

Termisk forgasning: Biomasse forgasser, hvis det opvarmes til høje temperaturer uden ilttilførsel. Gassen, der er relativt energifattig sammenlignet med fx naturgas, kan så afbrændes og der kommer et restprodukt (koks) der kan tilbageføres til jorden. Der findes såvel medstrøms- som modstrømsforgassere

 

Vådoxidation opvarmer biomassen i 10 min. til 180 grader med et tryk på 10 bar. Dernæst tilsættes luft/ilt og lidt base. Hermed spaltes ligninmolekyler.



Innovationsnetværket for Biomasse v/ Agro Business Park · Niels Pedersens Allé 2 · DK-8830 Tjele · Tlf. +45 8999 2500 · Fax +45 8999 2599 · info@agropark.dk
Agro Business Park A/S Forsknings- og Innovationsstyrelsen, Minsiteriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling