Reaktortanken er en helt lukket og isoleret beholder af stål eller beton, som er hjertet i et biogasanlæg. Her omdannes biomassen til gas, ofte under omrøring. Øverst er en overtryksventil så reaktoren ikke kan eksplodere.
Gylleseparering er defineret som en teknisk forarbejdning af gylle, der skaber produkter - også kaldet fraktioner - der er forskellige fra gyllen med hensyn til tørstofindhold, sammensætning og koncentration af næringsstoffer. Der findes en række teknologier og principper på markedet
Højteknologisk separering: Ved et højteknologisk anlæg forstås et anlæg, hvor: 1) de næringsstofrige fraktioner (koncentraterne) tilsammen skal indeholde mere end 70 pct. af gyllens kvælstof og mere end 70 pct. af gyllens fosfor, og 2) disse fraktioner (koncentraterne) har en gennemsnitlig koncentration, mængdevægtet af kvælstof og fosfor, der for både kvælstof og fosfor er mindst 2,5 gange højere end koncentrationen i den ubehandlede gylle
Lavteknologisk separering: Ved et lavteknologisk anlæg forstås et anlæg, hvor: 1) de næringsstofrige fraktioner (koncentraterne) tilsammen skal indeholde mere end 20 pct. af gyllens kvælstof og mere end 60 pct. af gyllens fosfor, og 2) disse fraktioner (koncentraterne) har en gennemsnitlig koncentration, mængdevægtet af kvælstof og fosfor, der for både kvælstof og fosfor er mindst 1,5 gange højere end koncentrationen i den ubehandlede gylle
Forbehandling kan være trykkogning eller øget pH. Forøger tilgængeligheden til sukkerpolymere (cellulose og hemicellulose) ved at bryde lignincellulose-hemicellulose forbindelsen. Derefter kan enzymer nedbryde sukkerpolymerer til sukker og videre til biogas. Forbehandling øger gasudbyttet i biogasanlæg eller ethanoludbyttet ved fermentering.
Termisk forgasning: Biomasse forgasser, hvis det opvarmes til høje temperaturer uden ilttilførsel. Gassen, der er relativt energifattig sammenlignet med fx naturgas, kan så afbrændes og der kommer et restprodukt (koks) der kan tilbageføres til jorden. Der findes såvel medstrøms- som modstrømsforgassere.
Stirling motor er en varmluftsmotor med ekstern forbrændingsstempel som kan producere både el og varme af biomasse, fx flis. En stirling-motor omdanner varmeforskelle til mekanisk energi. Den virker ved det simple faktum, at varm luft udvider sig, og kold luft trækker sig sammen. Det udnyttes i et lukket system, hvor den samme luft pumpes frem og tilbage mellem en kold og en varm motordel. Undervejs drives nogle stempler og en krumtapaksel, som igen driver en el-generator.
|